Badebroen i Holm

Badebro

Badebroen i fremtiden Af Bjarne Eliasen
Foreløbig har der været 3 væsentlige datoer i badebroens historie. Den 9. juni 2012 blev den sat op af frivillige og 2 professionelle, den 8. juli 2012 blev den indviet med musik, pølser og øl i overværelse af en ret stor mængde mennesker og den 3. november blev den så gjort klar til vinteren af 4 frivillige. Det vil sige helt klar blev den ikke, for det viste sig at nogle af pælene havde lidt svært ved at stå fast, så der var nogle frivillige der måtte i vaders igen for at få dem reddet.
Men nu ligger den pænt og venter på at blive sat op igen til foråret. Som det fremgår af det ovenstående, er det af afgørende betydning, at der er nogen, der vil gøre et frivilligt stykke arbejde. Uden frivillige er det ikke muligt at få badebroen op og ned på de rigtige tidspunkter. Det er et stykke arbejde, der skal gøres, men det behøver jo ikke blive kedeligt.