Minder fra skoletiden

Skole minder

fortalt af:

Jens Sandvei (1927-2015)

Hvis jeg skal prøve på at skildre min barndom, som faldt i trediverne, så må jeg se i øjnene at mange ting er glemt, medens andre ting står ret klart i hukommelsen. Min ældste bror samt to søskende der var henholdsvis 8 og 7 år ældre end jeg. Jeg var den yngste og, har jeg tit fået at vide, den mest forkælede. Legekammerater var der ikke så mange af, der var kun  naboens datter, Kathrine, som var et år yngre end jeg. Der er ikke mange ting jeg husker fra tiden før jeg kom i skole. Jeg mindes dog at mine søskende en dag tog mig med ud at gå en tur for at jeg kunne vænne mig til skolevejen, og jeg husker også at jeg gav mig til at græde, da de ville have at jeg skulle gå et temmelig stykke foran dem, men der hjalp ingen kære mor, jeg skulle gå alene” Den store og frygtelige dag, som jeg med angst og bæven havde skuet i horisonten, nemlig den første skoledag, oprandt. Nogen tid i forvejen var min søster kommet hjem fra skole og havde, glædestrålende forekommer det mig, fortalt at de små skulle begynde den 5.april, men hun kunne jo også sagtens være glad, hun havde kun et år til, så var hun færdig med skolen. Torsdag den 5.april 1934 var en smuk forårsdag, med strålende solskin og alt burde være godt men der var bare det ved det, at nu skulle jeg i skole. At jeg ikke havde nogen specielle forventninger til det kommende skoleliv er vel ikke så mærkeligt, mange gange havde jeg set hvordan mine søskende måtte slide i det med hjemmearbejdet. Far måtte hjælpe til, det var vist mest brøkregningen der voldte problemer, og at jeg nu skulle udsættes for det samme, kunne absolut ikke fylde en 7-årigs sind med lyse forhåbninger. Men det var nu ikke bare mig selv som var betænkelig, senere har Mor fortalt at hun var overbevist om at jeg ville blive siddende i  I .klasse og skulle gå den om, min intelligens har hun ikke haft så stor tiltro til. Lang tid før skolen begyndte, forsøgte familien at bibringe mig læsningens svære kunst, dog uden de store og positive resultater, så det var faktisk en analfabet der blev sendt afsted til den første skoledag. Fra min bror, som var blevet konfirmeret nogle uger i forvejen, havde jeg arvet et sort læder tornyster. Det var ikke så mange sager i den, det vigtigste var en sort tavle og en “Griffelkasten” samt en lille kasse med en fugtig klud, til at tørre tavlen ren med Den første dag skulle jeg ikke gå, jeg blev sat op på stangen af min brors cykel, hvorefter han fragtede mig de godt 2 kilometer til skolen. Undervejs forsøgte han at muntre mig op ved at fortælle vittigheder, men jeg tror uden større held, det var og blev en sort dag. Det eneste jeg husker fra den første undervisnings dag er at vi fik bom, og da vi havde været i klassen et par timer fik vi fri, og så gik det hjemad, alt hvad benene kunne bære. Da jeg kom hjem havde vi besøg af min fætter og han spurgte naturligvis hvad jeg syntes om at komme i skole?  “Godt” svarede jeg, og det er måske en af de største usandheder jeg har sagt, men det værste ved det hele var, at det ikke kun var denne dag at jeg skulle til skole, det var hver dag ud i fremtiden, kun afbrudt af nogle søndage og ferier. I sandhed ingen lyse udsigter især regning var jeg betænkelig ved, som nævnt havde jeg set hvordan min søster og bror måtte slide med halve og trekvarter og andre slemme ting, og derfor var det mig helt uforståeligt at mine skolekammerater plagede læreren om de ikke snart måtte få en regnebog. De første dage foregik regneundervisningen på den måde at læreren skrev nogle stykker på den store tavle, hvorefter vi med griflen skrev dem ned på vores tavle, for så den følgende dag at præsentere et flot facit. Det var med angst og bæven at jeg kort efter skolestarten, åbnede den første regnebog. Og da indtraf et lyspunkt i en svær tid : opgaverne var ikke så slemme, det var 2+2, 2+3,1+3, alt ialt ikke værre end at det var til at overse, jeg må sige at en sten faldt fra mit hjerte. I dansktimerne måtte vi naturligvis lære at stave og skrive bogstaver. Hver dag skrev læreren et bogstav på vores tavle, og vi skulle så fylde tavlesiden ud med tilsvarende tegn, pænt skrevet naturligvis, han havde selv en flot håndskrift. Foruden dansk og regning havde vi Religion, Historie, Gymnastik, og noget som blev kaldt Anskuelses undervisning. Det første vi lærte om i religionstimerne var Adam og Eva og deres børn, Kain og Abel og i historie undervisningen startede vi med de gamle nordiske guder, Odin og Tor. Den første dag vi kom i skole fik vi et skema så vi kunne se hvornår vi skulle starte og hvornår vi havde fri. Om mandagen og om torsdagen var undervisningstiden fra 1-4, om tirsdagen og fredagen fra 10-12 og 1-4, om onsdagen fra 10-12 og endelig om lørdagen fra 10-12 og 1-2. Skolen havde 3 klasser, de små, de mellemste og de store. De små omfattede de to yngste årgange, i mellemskolen gik de tre næste og endelig i den store skole, gik de to-tre ældste hold. Lærerstaben bestod af 2 lærere, lærer Jessen og lærer Fugl. Den sidstnævnte forlod skolen til sommerferien 1934 for at gå på et eller andet kursus, og han kom ikke senere til at spille nogen rolle i mit skoleliv, han fik en ret stor stilling på Sjælland. Men jeg savnede ham ikke, han var, set med mine øjne, streng og utilnærmelig og så var der det, at han en dag havde kaldt mig for en lille gås, det tog jeg mig meget nær, jeg betroede mig til min søster, som trøstede mig med at det havde han kaldt så mange, det skulle jeg ikke tage mig så tungt. I sandhedens interesse må jeg tilføje, at Fugl hos andre elever var særdeles velanskrevet. Efterhånden som tiden gik, affandt jeg mig med min skæbne, skolen var ikke længere det store slemme spøgelse som jeg havde anset den for at være. Det første års tid måttejeg gå på mine ben til skole, og det kunne være drøjt nok når der var regn og rusk, men værst var det om vinteren når der  var sne og slud, det forekommer mig at vejene dengang ikke blev så godt opskovlet som i vore dage. Men et rigtig snevejr kunne også have sine fordele, der kunne komme så megen sne at det ikke var til at komme i skole, og en sådan fridag var naturligvis særdeles velkommen. En anden mulighed for at få en fridag eller nogle fritimer, var når der skete et dødsfald i byen, så skulle læreren på begravelsesdagen tale liget ud, d.v.s. han holdt en kort andagt i hjemmet, før selve begravelsen. En dag, det må have været i foråret 1935, kom Far med en cykel til mig, det var en damecykel han havde købt hos smeden, så nu måtte jeg til at lære at cykle. Det tog heller ikke mange dage, så gik det fint, og det var med en stolt fornemmelse at jeg en smuk solskinsdag kunne begive til skolen på cykel, fulgt af min Fars formaning om, ikke at køre om kap med nogen. I mine syv skoleår fik vi mange forskellige lærere, nogle var fastansatte, andre var vikarer og til de allerfleste havde jeg et godt forhold, det var egentlig kun til lærer Fugl og til den allersidste af mine faste lærere, at relationerne ikke var så gode. En lærer som jeg specielt vil nævne var lærer Rasmussen, det var en lærer som forstod at få os interesseret i hvad der skete ude i den store verden. Da russerne den 30.november 1939 overfaldt Finland var hans kommentar, at rovdyrene jo skal fodres, og han gav dagligt sin mening til kende om de store begivenheder som udspilledes. Desværre rejste han fra byen den I .april 1940, ni dage før tyskerne kom, jeg ville ellers gerne have hørt hans kommentarer til de ting som nu skete.